Metode

Vores tilgang er kendetegnet ved den praksisnære erfaring, som kun kan erhverves gennem mange års erfaring i arbejdet med udsatte borgere – kombineret med et højt akademisk kompetenceniveau.

Vores teoretiske forankring har rødder i antropologien, der nemmest kan betegnes som studiet af mennesket som kulturelt og socialt væsen. Lidt forenklet kan man sige, at antropologien undersøger hvorfor mennesker gør, som de gør.

Vores tilgang er baseret på socialfaglige arbejdsmetoder med en fordomsfri tilgang til individuelle forandringsprocesser. I Mentor-gruppen lægger vi os ikke fast på et bestemt metodeparadigme, men trækker på en bred viden inden for antropologi, hjerneforskning, kognitiv adfærdsterapi, psykoterapi, NLP, misbrugsbehandling, MST og coaching.

Vi arbejder helhedsorienteret ud fra en faglig vurdering af, hvad der giver bedst mening og gavner borgeren mest muligt. Metoderne har afsæt i socialvidenskaben og betydningen af menneskelige relationer. I Mentor-gruppen mener vi grundlæggende, at mennesker skabes og skaber sig selv i socialt samspil med hinanden. Det vil sige, det er i mødet med andre, at mennesker dannes, identificerer sig selv og lærer nye ting. Vi arbejder således ud fra princippet om aktiv inddragelse af borgeren.

Mellemmenneskelighed, tillid og social bevidsthed er nøglebegreber for os. Dét som er fælles for alle forløb er målsætningen om at skabe en vedvarende værdiændring hos den enkelte borger sådan, at han eller hun på sigt bliver i stand til at realisere opsatte mål.

Det overordnede formål med støtte- og kontaktpersonordningerne er at styrke borgerens mentale og sociale mestringskompetencer og derigennem gøre ham eller hende i stand til at indgå i og benytte sig af samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud. Mentor-gruppen har den overbevisning, at mennesker møder verden gennem dét de har lært, oplevet og udlevet. Hvis man har en masse negative erfaringer, vil verden også almindeligvis opleves negativt. Mentor-gruppen’s grundlæggende metode i arbejdet med unge er derfor baseret på at skabe nye og positive erfaringer. Med nye erfaringer kommer nye vaner og nye kompetencer.